Antoni Gaudi

Antoni Gaudi blev født d. 25. Juni 1852 i byen Reus. Han var søn af en kobbersmed. I Gaudi’s barndom levede han under meget fattigdom, og han var desuden ramt af gigtlidelser. På grund af sin gigt forhindre det ham i at lege aktivt med sine jævnaldrende. Det var så slemt at han måtte forholde sig indendørs og når det var ekstra slemt måtte han transportes rundt på et æsel. 

Gaudi fik en tidelig alder smag for arkitektur og imponerede alle sine lærer med sit meget skarpe blik for detaljer. Da han fyldte 17 rejste han til Barcalona for at studere arkitektur.
Gaudi var ikke en særlig god elev, men alligevel bestod han med et ”fremragende” til hans eksamensprojekt og fik en sollid uddannelse. Starten på hans arkitektliv var utrolig godt timet. Han blev nemlig uddannet lige ved starten af nygotikken, og Barcalona var på det tidspunkt en by i en meget stor udvikling og i slutningen af det 19. Århundrede var indbyggertallet firedoblet.

Gaudi’s første store opgave, var at opføre boliger til de fabriksarbejdende. Det var et projekt der skulle forhøje leve standarten for dem i arbejderklassen. Men alle disse ideer blev dog ikke til noget, blot en fabrikshal og en lille kiosk. Det ligende slet ikke Gaudi.

Gaudi opførte mange bygninger, blandt andet kæmpe højhuse med bølgede facader. Det var en stil Gaudi både brugte på bygningen Casa Milo og Casa Battlo. Alle disse projekter han havde gang i foregik alt i mens han også var i gang med at bygge Sagrada Familia. Projektet med Sagrada Familia, var der dog i første omgang hyret en anden arkitekt til, men da han ikke kunne blive enig med ledelsen, måtte Gaudi træde til. Gaudi havde gang i så meget, at han i 1914 nægtede at i mod flere opgaver.

I sin sidste tid boede Antoni Gaudi i et skur på byggepladsen ved La Sagrada Familia. Der valgte han at nedprioritere sig selv gevaldigt. Han sultede sig selv og gik i meget gammelt tøj, faktisk blev han forvekslet med en vagabond, ved hans død. Gaudi døde på meget tragisk vids. Han blev kørt ned af en sporvogn i 1926 og døde derved. Han lå ude midt på gaden, der var ingen der ville hjælpe ham, fordi de troede, han var vagabond. Da han kom på hospitalet blev han lagt ved alle de fattige, og da man så genkendte ham, blev han flyttet til de lidt finere senge. Men Gaudi insisterede på, at han plads var blandt de fattige. Han døde kort efter ulykken og der blev holdt en meget stor begravelse for ham.

Mine tanker

      Mit værk forholder sig til temaet på den måde at den er blå. Jeg har valgt at mit værk skal være helt blåt, dog i nogle forskellige nuancer. Jeg har forsøgt mig med forskellige farver, materialer og udtryk. 

      Mit værk er på én måde en parafrase, da jeg har revet en masse papir i stykker.
Min ide med værket var faktisk at jeg ville male et maleri. Jeg havde forinden tænkt meget over hvordan jeg skulle lave mit værk. Jeg kom frem til, at jeg ville bruge P.S. Krøyers meget brugte komposition – som kan ses længere nede. Da jeg så tænkte lidt mere over projektet kom jeg frem til, at det ville blive et kedeligt, hvis jeg bare malede et helt fladt billede. Så jeg tænkte endnu en gang over hvad jeg kunne gøre. Jeg kom til at tænke på mine billedkunst timer fra de yngre klasser, hvor jeg brugte noget maling der ”poppede” ud. Jeg tænkte det kunne give en sjov effekt, så billedet ikke blev helt fladt og kedeligt. Men da jeg ikke kunne opstøve ”pop ud” malingen, blev den ide også droppet igen. Jeg var stadig sikker på at der skulle være noget der poppede ud af billedet. Jeg tænkte at det også ville være muligt at arbejde med papir, lidt inspireret af parafrase værker. Så jeg fandt noget blåt papir i to forskellige nuancer og en tredje blå nuance i silkepapir.  Jeg startede med at rive det blå papir i stykker. Jeg valgte at rive det, for at give det et meget ”flosset” udtryk. Derefter krøllede jeg en masse kugler i silkepapir. Så tegnede jeg kompositionen, som jeg i starten havde taget udgangspunkt i. Derefter limede jeg alle de revne stykker papir på mit lærred. Her var det meget bevist, at det skulle flappe op i enderne, igen for at undgå at det fladt og kedeligt. Da jeg havde limede alle papirstykkerne på limede jeg mine silkepapirskugler på. Det har jeg gjort, så den blev højere i den ene ende. Det er et meget bevist valg. Jeg har nemlig forsøgt at få det til at se ud som om, at vandet kommer ud mod en. Mere end det allerede gør på billedet ved hjælp af Krøyers komposition.
Når man ser billedet for første gang, er det nok ikke lige Krøyers komposition, man tænker på. Man kunne også godt blive i tvivl om hvilken vej den skal vende, fordi at silkepapiret er så meget højere i den ene ende. Men når man ser på billedet ser man tre forskellige nuancer af blå, i forskellige materialer. To af de områderne er flade og den tredje, som er i midten er forhøjet over de andre.
Jeg synes selv mit værk er meget eksperimenterende, fordi det kan være svært at tyde hvad den egentlig skal forstille. Jeg synes jeg har eksperimenteret og fået et godt, hvis man kender til baggrunden for billedet, resultat.
Jeg synes det er lykkedes meget godt for mig, at give P.S. Krøyers komposition en ny fortolkning. Det er jeg meget tilfreds med. Jeg synes ikke som sådan at der er noget der er mislykkedes for mig.

      Hvis jeg skulle have lavet noget om, så ville jeg helt klart have valgt et større lærred, så silkepapiret ikke blev så høj, som det blev. Jeg tror det kunne have givet et meget fedt udtryk.

    Herunder kan billederne fra processen ses: 

Idefasen:

Her kan både fra-og tilvalg ses 

Proces: 

Resultat: 

Billedet kan desværre ikke vendes, så det kan ses fra den tænkte vinkel. 

Her er billedet jeg har taget udgangspunkt i: 

Arkitektur

Jeg har fundet et godt sted på min skole, det er skolens fitnessrum. Jeg kan godt lide rummet, fordi det er lyst, lyden er meget behagelig og farverne er meget overskuelige. Fordi det er så lyst, som det er, er det et meget behageligt rum at være i. Lyset giver een lysten til at "udforske" rummet, det ville have været helt anderledes, hvis det var et meget mørkt rum, ville det være et dystert rum at komme ind i, og man ville måske ikke engang gå derind.Farverne er også lyse, de er sammen med vinduerne med til at gøre rummet lyst og imødekommende.  Lyden i rummet er meget dæmpet. Det giver en form for ro, hvilket er meget behageligt. Grunden til den dæmpede lyd er det troldtekt-loftet, der er med til at mindske den rungende lyd, der kunne forekomme i et rum som dette. Hvis man kigger på indretningen er den også med til at gøre rummet meget overskueligt, møblerne er placeret ude i siderne af rummet, der er ingenting til at forstyre rummet/gulvet, medmindre der er nogen der har glemt bolde, vægt eller lignende på gulvet.

Herunder kan billederne fra rummet ses: