Mit værk forholder sig til temaet på den måde at den er blå.
Jeg har valgt at mit værk skal være helt blåt, dog i nogle forskellige nuancer.
Jeg har forsøgt mig med forskellige farver, materialer og udtryk.
Mit værk er på én måde en parafrase, da jeg har revet en
masse papir i stykker.
Min ide med værket var faktisk at jeg ville male et maleri. Jeg havde forinden tænkt meget over hvordan jeg skulle lave mit værk. Jeg kom frem til, at jeg ville bruge P.S. Krøyers meget brugte komposition – som kan ses længere nede. Da jeg så tænkte lidt mere over projektet kom jeg frem til, at det ville blive et kedeligt, hvis jeg bare malede et helt fladt billede. Så jeg tænkte endnu en gang over hvad jeg kunne gøre. Jeg kom til at tænke på mine billedkunst timer fra de yngre klasser, hvor jeg brugte noget maling der ”poppede” ud. Jeg tænkte det kunne give en sjov effekt, så billedet ikke blev helt fladt og kedeligt. Men da jeg ikke kunne opstøve ”pop ud” malingen, blev den ide også droppet igen. Jeg var stadig sikker på at der skulle være noget der poppede ud af billedet. Jeg tænkte at det også ville være muligt at arbejde med papir, lidt inspireret af parafrase værker. Så jeg fandt noget blåt papir i to forskellige nuancer og en tredje blå nuance i silkepapir. Jeg startede med at rive det blå papir i stykker. Jeg valgte at rive det, for at give det et meget ”flosset” udtryk. Derefter krøllede jeg en masse kugler i silkepapir. Så tegnede jeg kompositionen, som jeg i starten havde taget udgangspunkt i. Derefter limede jeg alle de revne stykker papir på mit lærred. Her var det meget bevist, at det skulle flappe op i enderne, igen for at undgå at det fladt og kedeligt. Da jeg havde limede alle papirstykkerne på limede jeg mine silkepapirskugler på. Det har jeg gjort, så den blev højere i den ene ende. Det er et meget bevist valg. Jeg har nemlig forsøgt at få det til at se ud som om, at vandet kommer ud mod en. Mere end det allerede gør på billedet ved hjælp af Krøyers komposition.
Når man ser billedet for første gang, er det nok ikke lige Krøyers komposition, man tænker på. Man kunne også godt blive i tvivl om hvilken vej den skal vende, fordi at silkepapiret er så meget højere i den ene ende. Men når man ser på billedet ser man tre forskellige nuancer af blå, i forskellige materialer. To af de områderne er flade og den tredje, som er i midten er forhøjet over de andre.
Jeg synes selv mit værk er meget eksperimenterende, fordi det kan være svært at tyde hvad den egentlig skal forstille. Jeg synes jeg har eksperimenteret og fået et godt, hvis man kender til baggrunden for billedet, resultat.
Jeg synes det er lykkedes meget godt for mig, at give P.S. Krøyers komposition en ny fortolkning. Det er jeg meget tilfreds med. Jeg synes ikke som sådan at der er noget der er mislykkedes for mig.
Min ide med værket var faktisk at jeg ville male et maleri. Jeg havde forinden tænkt meget over hvordan jeg skulle lave mit værk. Jeg kom frem til, at jeg ville bruge P.S. Krøyers meget brugte komposition – som kan ses længere nede. Da jeg så tænkte lidt mere over projektet kom jeg frem til, at det ville blive et kedeligt, hvis jeg bare malede et helt fladt billede. Så jeg tænkte endnu en gang over hvad jeg kunne gøre. Jeg kom til at tænke på mine billedkunst timer fra de yngre klasser, hvor jeg brugte noget maling der ”poppede” ud. Jeg tænkte det kunne give en sjov effekt, så billedet ikke blev helt fladt og kedeligt. Men da jeg ikke kunne opstøve ”pop ud” malingen, blev den ide også droppet igen. Jeg var stadig sikker på at der skulle være noget der poppede ud af billedet. Jeg tænkte at det også ville være muligt at arbejde med papir, lidt inspireret af parafrase værker. Så jeg fandt noget blåt papir i to forskellige nuancer og en tredje blå nuance i silkepapir. Jeg startede med at rive det blå papir i stykker. Jeg valgte at rive det, for at give det et meget ”flosset” udtryk. Derefter krøllede jeg en masse kugler i silkepapir. Så tegnede jeg kompositionen, som jeg i starten havde taget udgangspunkt i. Derefter limede jeg alle de revne stykker papir på mit lærred. Her var det meget bevist, at det skulle flappe op i enderne, igen for at undgå at det fladt og kedeligt. Da jeg havde limede alle papirstykkerne på limede jeg mine silkepapirskugler på. Det har jeg gjort, så den blev højere i den ene ende. Det er et meget bevist valg. Jeg har nemlig forsøgt at få det til at se ud som om, at vandet kommer ud mod en. Mere end det allerede gør på billedet ved hjælp af Krøyers komposition.
Når man ser billedet for første gang, er det nok ikke lige Krøyers komposition, man tænker på. Man kunne også godt blive i tvivl om hvilken vej den skal vende, fordi at silkepapiret er så meget højere i den ene ende. Men når man ser på billedet ser man tre forskellige nuancer af blå, i forskellige materialer. To af de områderne er flade og den tredje, som er i midten er forhøjet over de andre.
Jeg synes selv mit værk er meget eksperimenterende, fordi det kan være svært at tyde hvad den egentlig skal forstille. Jeg synes jeg har eksperimenteret og fået et godt, hvis man kender til baggrunden for billedet, resultat.
Jeg synes det er lykkedes meget godt for mig, at give P.S. Krøyers komposition en ny fortolkning. Det er jeg meget tilfreds med. Jeg synes ikke som sådan at der er noget der er mislykkedes for mig.
Hvis jeg skulle have lavet noget om, så ville jeg helt klart
have valgt et større lærred, så silkepapiret ikke blev så høj, som det blev.
Jeg tror det kunne have givet et meget fedt udtryk.
Herunder kan billederne fra processen ses:
Idefasen:
Her kan både fra-og tilvalg ses
Proces:
Resultat:
 |
| Billedet kan desværre ikke vendes, så det kan ses fra den tænkte vinkel. |
Her er billedet jeg har taget udgangspunkt i:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar